Nyt album fra I Got You on Tape på trapperne
08-09-09
I Got You On Tape udsender d. 12. oktober deres 3. studie album SPINNING FOR THE CAUSE, hvorfra singlen af samme navn er blevet spillet flittigt på P3 henover sommeren. Albummet, som ligesom deres forrige album“2” er indspillet og produceret af bandet selv og deres lydmand Rune Borup, er blevet til henover en periode på et halvt år i bandets eget studie og øvelokale, Fishcorp på Vesterbro.
I modsætning til de tidligere plader, hvor bandet har lejet sig ind i fremmede lydstudier i mere begrænsede perioder, har det givet plads til en ro og en fordybelse, der har resulteret i et imponerende gennemarbejdet værk med en meget personlig lyd. Sangene er stadig centrerede omkring forsanger Jacob Bellens karismatiske vokal og fremmedgjorte lyrik, men de soniske eksperimenter der omgiver dem, vidner om et yderst sofistikeret band der har udviklet sig enormt, og nu som altid hører til blandt rockens absolutte elite.
Bandet I Got You On Tape er et samarbejde mellem nogle af de højst profilerede musikere fra det Københavnske musikmiljø og det der kendetegner dem alle, er den gode smag! Medlemmerne er hver især også aktive i andre danske bands som Murder, SMALL og moi Caprice. Siden sidst er de dog blevet reduceret til en kvartet, da guitarist Jakob Bro har forladt bandet.
Her i 2009 har bandet allerede været aktivt med bl.a. en remix udgivelse af numre fra pladen “2”, skiftet label til det fremstormende københavnske pladeselskab Tigerspring (Choir of Young Believers mf), samt spillet en række store koncerter, herunder bl.a. både SPOT og Roskilde festival samt opnået stor succes med nyklassikeren ”Somersault” fra ”2”.
I Got You On Tape har på deres to første albums ”I Got You On Tape” (2006) og ”2” (2007) formået at kombinere deres melodiøse sangskrivning med interessante og udfordrende arrangementer til stor begejstring for den danske anmelderskare, og bandets tredje udspil lever til fulde op til dette.
www.myspace.com/igotyouontape / www.myspace.com/tigerspring
|